Det Uvildige Ekspertpanel

• Spørgsmål til kontaktforummets ekspertpanel fra NOAH Friends of the Earth Denmark
• Svar – NOAH spm. 1
• Svar – NOAH spm. 2
• Endelige svar Anne Albinus

• Spørgsmål/kommentarer fra Anne Albinus, Herning, 6. september 2016

Spørgsmål fra NOAH Friends of the Earth Denmark (19. august 2016)
Her kan du læse ekspertpanelets svar på to spørgsmål fra NOAH Friends of the Earth Denmark, 19. august 2016

BAGGRUND:
D. 4. august spurgte NOAH kontaktforummets ekspertpanel, om det eksisterende slutdepotkoncept for lav- og mellemradioaktivt affald lever op til de juridiske krav, der ligger i princippet om et højt miljøbeskyttelsesniveau og forhindrings- og forsigtighedsprincipperne, sådan som de  manifesterer sig i internationale konventioner, EU-retten og dansk lovgivning. Imidlertid er en definition af de påkrævede miljøstandarder og dermed korresponderende langsigtede foranstaltninger i forbindelse med slutdepotets inddæmningskapacitet, integritet og lignende sikkerhedskvaliteter nødvendig for at besvare dette spørgsmål.
I denne sammenhæng gås der ud fra, at radioaktivt affald, som ikke kan frigives på grundlag af nutidige frigivelseskriterier, fordi det overstiger det krævede beskyttelsesniveau, forudsætter deponering med sikkerhed, inddæmning og integritet, der garanteres af administrative foranstaltninger. ‘Administrative foranstaltninger’ betyder her genindpakning, når indpakningen af affaldet eroderer eller mister sin integritet, transport og gendeponering i en nybygget opbevaringsfacilitet, hvis den eksisterende opbevaringsfacilitet forældes, fortsat aktiv kontrol af udledninger og en koncentrering af udledt radioaktivitet, når det er nødvendigt, etc., og når alt dette er på plads, at sikkerhed og miljøbeskyttelse kan garanteres på det ønskede niveau, hvad der i denne forbindelse iflg. bla. Den Internationale Kommission for Strålebeskyttelse, IRCP, og EU’s Direktiv 2013/59/EURATOM om fastlæggelse af grundlæggende sikkerhedsnormer til beskyttelse mod de farer, som er forbundet med udsættelse for ioniserende stråling, betyder dosisniveauer for ansatte under 20 mSv/år og for de mest udsatte personer under i mSv/ år (hvis forsigtighedsprincippet iagttages, er det henholdsvis 5 eller i mSv/år for ansatte og 0.01 mSv/år for personer udenfor opbevaringsfaciliteten).

SPØRGSMÅL:
Hvis man går ud fra dette og tillige, at en meget langsigtet deponering af det danske lav og mellemradioaktive affald er nødvendig, hvilke foranstaltninger skal efter ekspertpanelets mening træffes, såfremt sikkerheden af deponeringen af affaldet ikke kan garanteres af disse administrative foranstaltninger over meget lange tidsforløb, fordi organisatorisk pålidelighed er systematisk uforudsigelig over lang tid på grund af f.eks. tab af viden og kompetencer, tab af teknisk færdighed til at opfylde de påkrævede funktioner, tab af politisk stabilitet, etc.?
Og er efter ekspertpanelets opfattelse kun geologiske isolationssystemer gode nok til at opfylde disse beskyttelsesfunktioner over meget lang tid?

Svar fra det uvildige ekspertpanel v/ Peter Pagh:
Ekspertpanelet forstår spørgsmålene således, at spørgeren ønsker en vurdering af, hvilke foranstaltninger ekspertpanelet vurderer er nødvendige, hvis sikkerheden ved deponeringen ikke kan garanteres af de administrative foranstaltninger, som måtte blive besluttet, hvilket begrundes med, at spørgeren antager, at organisatorisk pålidelighed er systematisk uforudsigelig over lang tid.
Ekspertpanelet finder, at spørgsmålene er baseret på en hypotetisk antagelse om udfaldet af det udredningsarbejde, der er iværksat, og at spørgsmålene derfor har en så hypotetisk og spekulativ karakter, at ekspertpanelet må afvise at besvare disse spørgsmål.

• Anne Albinus kommentar, 9. oktober 2016
• Dansk Dekommissionering – Dansk radioaktivt affald: Mængder, typer og aktivitetsindhold

Svar til Anne Albinus fra det uvildige ekspertpanel v/ Steffen Foss Hansen og Henrik Bluhme:

De 233 kg antages i Anne Albinus’ beregninger til at have et volumen på 0,0233 m3 = 23,3 L, men denne antagelse er ikke i overensstemmelse med de tilgængelige oplysninger om det bestrålede brændsels volumen. Ifølge tabel 2.2 af forstudierne til slutdepot (2011) har det bestrålede affald en volumen på 20 A + 13 A-bøtter af en volumen på 30 L hver. S samlet set har de 33 A-bøtter derved en volumen på 0,6 m3+0,4 m3 = 1 m3 eller 1000 L. Det vil sige, at hver enkelt af de 33 beholdere har en volumen, der er større end den volumen, som Anne Albinus antager, at den samlede volumen af affald har. Ifølge Dansk Kommissionering (https://dekom.dk/wp-content/uploads/publikationer/langsigtet-loesning/2017_saerligt_affald_beskrivelse.pdf) varierer indholdet i beholderne mellem 4.7 og 164 TBq, hvilket igen vil sige, at beholdernes indhold varierer mellem 4.7TBq/0,03 m3 = 0,02 x 10⁴ TBq/m3 og 164 TBq/0,03 m3 = 0.55 x 10⁴ TBq/m3 og dermed under 10⁴ TBq/m3.

Spørgsmål fra civilingeniør Piet Jansen,
Risø borgergruppen i Roskilde/Veddelev
Grundejerforening (20. september 2016)

Her kan du læse ekspertpanelets svar på fire spørgsmål fra civilingeniør Piet Jansen, Risø borgergruppen i Roskilde/Veddelev Grundejerforening, 20. september 2016.
På baggrund af den teknologiske udvikling, som der er sket i de forløbne år med hensyn til behandling og analyser af affald indeholdende radioaktivt materiale, anmodes ekspertpanelet om at redegøre for den udvikling, som har fundet sted de seneste 10-20 år med hensyn til:
1. I dag tilgængelige kvantitative analyseteknikker til bestemmelse af isotop indhold og mængder.
2. Muligheder for en beregningsmæssig prognose for hvornår det kan forventes at en aktuelt analyseret beholder/tromle strålingsmæssigt vil være nede på niveau, så den vil kunne frigives som værende ikke-længere strålingsmæssigt farlig. Den skal herefter kunne deponeres som ikke .-strålingsfarligt affald. Dette skal ses i lyset af at væsentlige af indholdet i de gamle tønder angives at bestå af materiale, som har været lettere kontamineret med lavradioaktive isotoper m.m.
3. De tekniske muligheder for at foretage en kildesortering ikke blot af nyt tilført affald til behandlingsanlægget, men også en behandling af de op til 50 år gamle affaldstromler, der i dag opbevares på Risø.
4. De tekniske muligheder for at med den i dag tilgængelige robotteknologi at kunne håndtere og bearbejde de gamle opstablede tønder på en måde, så personalet ikke kommer i direkte kontakt hermed. Spørgsmålene bedes besvaret både med hensyn til hvad der er state of the art indenfor analyseteknikker og behandlingsmetoder, samt hvad der på de nyeste anlæg i dag anvendes eller er under planlægning i både Europa og USA.

Svar fra det uvildige ekspertpanel v/ Steffen Foss Hansen og Henrik Bluhme:
Det er udenfor for ekspertpanelets budgetramme at lave en udredning af den teknologiske udvikling som der har fundet sted i de sidste 10-20 år samt at redegøre for hvad, der er state-of-the-art indenfor analyseteknikker og behandlingsmetoder, mm. Dog kan vi henvise til diverse arbejdspapirer fra SUM samt COWI’s forstudier fra 2011 om “Pre-feasibility study for linal disposal of radioactive waste. Disposal concepts”, hvor disse emner behandles.

Link til SUM arbejdspapirer A og C: https://samsik.dk/wp-content/uploads/2026/06/Arbejdspapirer_Dokumenter-samlet-fik.pdf

Link til COWI-forstudier 2011 (på dansk): https://samsik.dk/wp-content/uploads/2026/06/2011_slutdepot_forstudier_hovedrapport.pdf

Spørgsmål fra NOAH Friends of the Earth Denmark (30. september 2016)
Her kan du læse ekspertpanelets svar på spørgsmål fra NOAH Friends of the Earth Denmark, 30. september 2016. Besvarelsen har afventet udpegning af et panelmedlem med fagetisk ekspertise.

BAGGRUND:
I en tale d. 22/10 2012 under en offentlig høring i forbindelse med placeringen af et slutdepot for lav- og mellemradioaktivt affald i Danmark udtalte den daværende sundhedsminister, Astrid Krag, at enhver generation bør rydde op efter sig selv, og — idet hun refererede til deponeringen af det radioaktive affald — at “det er forkert at efterlade den arv til vores børn. Ved at deponere (affaldet) rigtigt nu, kan man i princippet glemme alt om det, og det vil ikke kunne skade mennesker eller miljø i den periode, det tager, indtil det er helt uskadeligt”.
Hermed anlægger sundhedsministeren et såkaldt fremtidsetisk perspektiv på atomaffaldsproblematikken, hvorved der tænkes på transaktionerne og forholdet mellem successive generationer. Denne form for fagetik tager sigte på at besvare spørgsmål som f.eks., om der består pligter overfor fremtidige generationer, hvordan et sådant ansvar skal begrundes, hvor vidt forpligtelserne strækker sig, og hvori de består. Konkret tager ministeren udgangspunkt i en anerkendt intergenerationel egalitaristisk standard, der tilsiger, at kommende generationer ikke bør stilles ringere end de nuværende, og som igen forudsætter et universelt lighedsprincip, der retfærdiggør lige rettigheder for alle aktuelt levende personer. Hvis en sådan begrundelse er mulig for de nuværende generationer, indbefatter den også fremtidige, eftersom de konstituerende egenskaber for en sådan udvidelse ikke behøver at ændres.
Såfremt Folketinget vælger at mellemlagre det radioaktive affald f.eks. i de næste hundrede år, er der imidlertid en risiko for, at det økonomiske ansvar for slutdeponeringen væltes over på kommende generationer. Deponeringen af det radioaktive affald skal under alle omstændigheder finansieres af skatteyderne, men spørgsmålet er, om finansieringen skal foretages af nutidens eller fremtidens skatteydere. En måde at undgå, at fremtidige skatteydere hæfter for denne økonomiske byrde, kunne være at oprette en fond eller en anden selvstændig juridisk entitet, hvortil der overføres så mange økonomiske ressourcer, øremærket til opførelsen og evt, driften af slutdepotet for det lav og mellemradioaktive affald, at finansieringen af slutdepotet er på plads på det tidspunkt, hvor det oprindeligt var meningen, at det skulle være i drift.

Link til Astrid Krags tale: Astrid-Krag-tale-22102012 (https://samsik.dk/wp-content/uploads/2026/06/sum-astrid-krag-tale-22102012.pdf). For nærmere om ansvaret for fremtidige generationer i forbindelse med atomaffaldsproblematikken og de dermed forbundne miljø-, risiko-, fremtids- og risikoetiske overvejelser, se: Etikrapport: Atomaffaldsdeponering i etisk perspektiv, NOAH’s Forlag 2014: https://noah.dk/node/307

SPØRGSMÅL:
Mener ekspertpanelet, at den opfattelse af nuværende generationers ansvar for deponeringen af det radioaktive affald, som Astrid Krag giver udtryk for, er den etiske korrekte og dermed bør være retningsgivende for den måde, hvorpå affaldet skal håndteres?
Og såfremt Folketinget vælger at opføre et mellemlager, hvor det radioaktive affald skal opbevares i f.eks. hundrede år, bør det ansvar, som hun beskriver, udmøntes på en sådan måde, at det økonomiske ansvar for deponeringen ikke væltes over på kommende generationer, f.eks. gennem oprettelse af en fond eller en anden separat juridisk entitet, hvortil der overføres så mange økonomiske ressourcer, øremærket til opførelsen og evt. driften af slutdepotet for det lav- og mellemradioaktive affald, at finansieringen af slutdepotet er på plads på det tidspunkt, hvor det oprindeligt var meningen, at det skulle være i drift, nemlig i 2022-2023? 

Svar fra ekspertpanelet v/ Hanne Andersen:
Der spørges om, hvorvidt det bør være retningsgivende for håndteringen af lav- og mellemradioaktivt affald i Danmark, at nuværende generationer bærer ansvaret for deponeringen, og som konsekvens heraf hvorvidt en beslutning om en temporær løsning derfor bør ledsages af sikring af økonomiske ressourcer til dækning af senere generationers omkostninger ved etablering af et slutlage. Dette er et fremtidsetisk spørgsmål om, hvorledes de risici, der hidrører fra håndtering og opbevaring af affaldet, bør fordeles mellem nuværende og kommende generationer.
Hvis man anlægger det synspunkt, at det vigtigste er at minimere de samlede risici summeret over alle generationer, kunne en løsning, der ganske vist påførte en enkelt generation store risici, men samtidig drastisk reducerede risici for alle andre generationer, være at foretrække. Det er imidlertid et udbredt synspunkt, at alle generationer bør have lige rettigheder, og at respekten for disse rettigheder må gå forud for en afvejning af konsekvenser. Ud fra dette synspunkt vil en løsning, der lader få generationer bære langt større risici end alle andre generationer, ikke være acceptabel, uanset at den måtte indebære de laveste samlede risici. Det i spørgsmålet refererede udsagn om, at enhver generation bør rydde op efter sig selv, tillægger dog den generation, der har frembragt det radioaktive affald, en særlig forpligtelse for at reducere risici for efterfølgende generationer. Såfremt den nuværende generation har frembragt det radioaktive affald vil det altså sige, at den nuværende generation har en særlig forpligtelse for at lagre dette på en måde, som medfører de mindst mulige risici for efterfølgende generationer.
I den refererede form er det imidlertid ikke enkelt at anvende dette princip i det foreliggende tilfælde, idet beslutningen om etablering af de forsøgsreaktorer, der har frembragt det radioaktive affald, blev taget i 1950erne, dvs. of hvad der må kunne betragtes som en tidligere generation, og produktionen af affaldet efterfølgende har foregået over mere end et halvt århundrede, dvs, over hvad der må kunne betragtes som flere generationer. Det er således uklart, hvorledes en generations særlige ansvar for at tage vare på det affald, den har frembragt, er fordelt mellem nutidige og tidligere generationer.
Endvidere er det uklart, om det også ligger i dette synspunkt, at en foregående generations eventuelle forsømmelighed i forhold til at minimere risici for efterfølgende generationer pålægger de umiddelbart efterfølgende generationer en særlig forpligtelse til at afhjælpe denne forsømmelighed. Kun såfremt man lægger den position til grund, at en generations særlige ansvar videreføres til de direkte efterfølgende generationer, såfremt ansvaret ikke allerede er blevet løftet, kan man, givet de tidslige forhold, fuldt ud tilskrive den nuværende generation et særligt ansvar for affaldshåndteringen. 
En alternativ formulering af en generations særlige ansvar over for efterfølgende generationer kan imidlertid være, at en generation i forhold til en given situation, uanset om denne er frembragt af generationen selv eller af tidligere generationer, altid bør handle således, at denne handling ikke stiller efterfølgende generationer ringere. Denne formulering lægger op til, at uanset hvem der har frembragt affaldet, så er det den nuværende generations forpligtelse at handle således, at efterfølgende generationer ikke stilles ringere. I det fremsendte spørgsmål formuleres en generations særlige ansvar i den form, at kommende generationer ikke bør stilles ringere end de nuværende. Det bør her bemærkes, at denne formulering af en generations særlige ansvar ikke nødvendigvis på enkel vis kan finde anvendelse på alle områder, f.eks. i forhold til fænomener, hvor alle tænkelige scenarier i en fremskrivning er til det værre.
Andre formuleringer af det særlige ansvar kan være, at de risici, der gennem den nuværende generations handlinger påføres kommende generationer, ikke bør være større end de risici, som nutidige generationer ville acceptere, hvis de var i de kommende generationers sted, eller at den nuværende generation ud af de tilgængelige handlingsalternativer bør vælge det, der stiller kommende generationer bedst muligt.
Medtænkes også en afvejning af de økonomiske omkostninger ved forskellige handlingsalternativer må disse formuleringer udvides, f.eks. således at de risici og omkostninger, der gennem den nuværende generations handlinger påføres kommende generationer, ikke bør være større end de risici og omkostninger, som nutidige generationer ville acceptere, hvis de var i de kommende generationers sted.
Forskellige formuleringer af en generations særlige ansvar over for kommende generationer vil ikke nødvendigvis udpege samme handling som den foretrukne. Et princip om, at kommende generationer ikke bør stilles ringere end de nuværende, kan f.eks. rumme plads til, at den økonomiske byrde ved etablering og drift ikke bæres alene af den nuværende generation, men kan fordeles over efterfølgende generationer også, forudsat at efterfølgende generationers byrde ikke overstiger den nuværende generations. Et princip om, at kommende generationer bør stilles bedst muligt, kan derimod pege på, at den nuværende generation bør løfte den økonomiske byrde alene, også selv om denne måtte være meget stor. De ovenfor beskrevne forskellige positioner giver således anledning til forskellige handlingsanvisninger. Heraf er det ikke muligt at fremhæve en af positionerne som den korrekte.

Spørgsmål fra fem borgergrupper fra Thyholm, Skive, Kerteminde, Lolland og Bornholm v/ Bent Dyrberg (Skive) (6. oktober 2016)
Her kan du læse ekspertpanelets svar på et spørgsmål fra fem borgergrupper, 6. oktober 2016.

Med udgangspunkt i den historiske teknologiske udvikling, hvor stor anser ekspertpanelet sandsynligheden for, at der vil ske et eller flere tekniske gennembrud i løbet af de næste 100 år, som gør opbevaringen af det radioaktive affald mere sikker end i dag? Hvilken betydning vil dette få for depottype/sikkerhed/miljø/økonomi osv.? 

Svar fra det uvildige ekspertpanel v/ Steffen Foss Hansen og Henrik Bluhme:
Det er svært at bruge den historiske teknologiske udvikling til at sige noget om, hvad fremtiden vil bringe, da teknologier, som virkelig gør en forskel inden for diverse områder, ofte kommer som lyn fra en klar himmel. Generelt mener vi ikke, at man bør regne med, at der kommer tekniske gennembrud, som gør det radioaktive affald mere sikkert end i dag.
Depotet kan og skal designes således, at det er sikkert fra dag ét med den nuværende tilgængelige teknologi. Man kan håbe på, at der kommer tekniske gennembrud i fremtiden, som gør det nemmere og billigere at håndtere det radioaktive affald sikkert, men ikke “mere sikkert”.

Spørgsmål fra Anne Albinus, Herning (5. november 2016)
Her kan du læse ekspertpanelets svar på spørgsmål fra Anne Albinus, 5. november 2016

Hvad er – efter det uvildige ekspertpanels mening – massefylden af 233 kg bestrålet brændsel?
Der henvises til dette blogindlæg af Jens Bjørneboe:
https://atomposten.blogspot.com/2016/11/atomaffald-og-uvildige-eksperter.html 

Svar fra ekspertpanelet v/ Henrik Bluhme og Steffen Foss Hansen:
Den specifikke rnassefylde af omtalte 233 kg bestrålet brændsel oplyses efter vores viden ikke i de offentligt tilgængelige kilder. Det er derfor ikke muligt at svare entydigt på spørgsmålet, da vi ikke ved hvor meget og hvor lang tid de 233 kg brændsel er blevet bestrå let. Den kemiske sammensætning af brændsel ændrer sig gradvist over den tid, hvor brændslet er blevet anvendt, og afhænger dels af den oprindelige sammensætning samt af hvordan, hvor meget og hvor lang tid, det er blevet bestrålet. Da det ydermere er oplyst at brændslet efterfølgende har været bearbejdet til forsøg, er dets nuværende form os ukendt.
Panelet kan derfor kun forholde sig til de faktuelle oplysninger om affaldet, som er, at det vejer 233 kg og fylder ca. i m3. Volumen på i m3 er opgivet som det samlede volumen af de 33 A-tønder, som det radioaktive materiale er pakket i. Det er ikke unormalt, at man til affald af denne type indregner et vist minimum af indpakning, som er nødvendig for at håndtere det radioaktive materiale sikkert. Vurderet ud fra den gennemsnitlige massefylde (233 kg/m3) må der være tale om, at materialet er pakket i tønderne enten omgivet af letvægtsmateriale eller kun luft. Der er således formodentlig ikke tale om en
væsentlig materialemæssig fortynding af det radioaktive materiale. Selve indpakningen kan som sagt være nødvendig for en sikker håndtering. Selv få centimeter letvægtsmateriale vil stoppe de mest skadelige strålingstyper (alfa- og beta-stråling), og dermed gøre håndtering mere strålehygiejnisk sikkert. En nedpakning af materialet til en mere kompakt form, vil ikke nødvendigvis opfylde dette. Åbning af de 33 tønder til ompakning kan desuden udgøre en så stor risiko i sig selv, at det vurderes ikke at være hensigtsmæssigt. Den opgivne form og volumen af affaldet vurderes derfor af panelet som værende berettiget.
Som angivet i et tidligere svar kan affaldet derfor i sin helhed og set i forhold til IAEAs retningslinjer på nuværende tidspunkt klassificeres som mellemaktivt. Panelet vil dertil bemærke, at set i relation til den endelige sikkerhedsvurdering af hele projektet skal affaldet uanset klassifikationen overholde den samme endelige strålehygiejniske præmis. Klassifikationen er således af mindre betydning. Dette synspunkt blev også fremført af flere forskellige parter i Kontaktforum ved deres møde fornyelig i oktober Se møderesumé på:
https://samsik.dk/wp-content/uploads/2026/06/16-008703-29-resume-af-3-mode-i-kontaktforum-fredag-den-14-10325834_3_0.pdf

Spørgsmål til kontaktforummets ekspertpanel fra NOAH Friends of the Earth Denmark:
1. Påbyder eller taler FU-retten for som bedste praksis, at der bliver etableret en atomaffaidsfond, når radioaktivt affald mellemlagres i op til 30-50 år, før det bliver slutdeponeret, således at det økonomiske ansvar for slutdeponeringen i Danmark ikke væltes over på kommende generationer? Ved “atomaffaidsfond” forstås her en nedlæggelsesfond, der omfatter alle typer finansielle ressourcer, øremærkede til at dække omkostningerne i forbindelse med deponeringen af det lav- og mellemradioaktive affald, herunder opførelsen og evt, driften af slutdepotet for affaldet på en sådan måde, at finansieringen af slutdepotet er på plads på det tidspunkt, hvor det oprindeligt var meningen, at det skulle være i drift, nemlig i 2022-2023.
2. I betragtning af, at Rådets Direktiv 2011/70/FURATOM artikel 1, stk. 1, jf. præamblen (24), påbyder, at der ved håndteringen af radioaktivt affald ikke pålægges fremtidige generationer urimelige byrder, er det så muligt at udfinde en juridisk meningsfuld definition på de generationer, der skal bære disse byrder for deponeringen af det danske atomaffald, nemlig de nuværende generationer? Eller sagt med andre ord: I betragtning af, at definitionen har betydning for den økonomiske byrdefordeling, hvornår ophører pligten for de nutidige generationer til at påtage sig hele eller så meget af den økonomiske byrde som muligt for det radioaktive affald, fordi de ikke længere er nutidige i forhold til atomaffaldsdeponeringen, men går over til selv at være fremtidige generationer?
3. Kan man tale om som generelt princip, at jo flere omkostninger der afholdes så hurtigt som muligt i forbindelse med atomaffaldsdeponeringen, desto mere vil en sådan finansieringsmodel være i overensstemmelse med artikel 1, stk. i, i Rådets Direktiv 2011/70/EURATOM, jf. præamblen (24).
4. Påbyder eller taler FU-retten for som bedste praksis, at der oprettes et nationalt organ til at afgive sagkyndige udtalelser om omkostningsspørgsmål i forbindelse med mellemlagringen og slutdeponeringen af det lav- og mellemradioaktive affald i Danmark?

BAGGRUND:
D. 19. september 2017 udsendte Uddannelses- og Forskningsministeriet en pressemeddelelse, hvoraf det fremgår, at det lav- og mellemradioaktive affald i Danmark fortsat skal oplagres på Risø i op til yderligere 30-50 år, hvorefter affaldet skal slutdeponeres [1].
Af Rådets Direktiv 2011/70/EURATOM [2] artikel 1, stk. 1, jf. præamblen (24), fremgår det imidlertid, at der ved håndtering af radioaktivt affald skal sikres, at der undgås at pålægge fremtidige generationer urimelige byrder. I økonomisk henseende uddybes denne artikel i Kommissionens henstilling af 24. oktober 2006 om forvaltningen af de finansielle ressourcer til nedlæggelse af nukleare anlæg og til forvaltning af brugt brændsel og radioaktivt affald (2006/851/EURATOM) [3]. Heraf fremgår det af præamblen (14), at operatører af nukleare anlæg i overensstemmelse med forureneren betaler-princippet bør hensætte tilstrækkelige finansielle ressourcer til at dække de fremtidige ned læggelsesomkostninger i løbet af anlæggenes produktive levetid, I Del 2, stk. 3 understreges det, at forureneren betaler-princippet bør anvendes fuldt ud under hele nedlæggelsen af nukleare anlæg og af stk. 4 at de til rådighed stående finansielle ressourcer bør have til formål at dække alle aspekter af nedlæggelsesaktiviteterne, fra anlæggets tekniske nedlæggelse til affaldsforvaitningen. 
Endvidere fremgår det af præamblen (18), at for at kunne råde over tilstrækkelige finansielle ressourcer, når der er behov for dem, kræves der en sund og forsvarlig analyse af både kilderne til sådan finansiering og omkostningerne i forbindelse med nedlæggelsen af sådanne anlæg. Metoden til fastsættelse af beløbene til finansiering af nedlæggelse skal tage hensyn til de teknologiske aspekter og kravene om nuklear sikkerhed.
Operatøren af de forskningsreaktorer, der har produceret langt størstedelen af det lav- og mellemradioaktive affald i Danmark — Risø Forskningscenter — var/er statsejet eller finansieret af staten. Med det forbehold at der løbende produceres mindre mængder affald af sundhedssektoren, universiteter, industrien, mv., må man derfor gå ud fra, at det er staten, der er genstanden for forureneren betalerprincippet.
Det ændrer imidlertid intet ved den grundlæggende problemstilling, om det er nutidens eller fremtidens generationer, det skal betale for atomaffaldsdeponeringen — kun, om finansieringen skal foretages af nutidens eller fremtidens skatteydere, eftersom deponeringen af det radioaktive affald under alle  omstændigheder skal betales af skatteyderne [4].
Af Kommissionens henstilling af 24. oktober 2006 om forvaltningen af de finansielle ressourcer til nedlæggelse af nukleare anlæg og til forvaltning af brugt brændsel og radioaktivt affald (2006/851/EURATOM) fremgår det endvidere af præamblen (19) og Del 4, stk. 6, at der bør udpeges et nationalt organ til at afgive sagkyndige udtalelser om fondsforvaltning og ornkostningsspørgsmål i forbindelse med nedlæggelse af nukleare installationer og af præamblen (21) og Del 7, stk. 16, at investeringerne bør være langsigtede og have en sikker risikoprofil, medens der samtidigt sikres passende
beskyttelse af ressourcernes realværdi. 

• Svar fra ekspertpanelet på spørgsmål fra Noah Friends of the Earth til ekspertpanel, oktober 2017

Kilder:
[1] Pressemeddelelse fra Uddannelses- og forskningsministeriet: Langsigtet deponering af atomaffald kræver mere tid, 19/9 2017 https://regeringen.dk/aktuelt/nyheder/2017/langsigtet-deponering-af-atomaffald-kraever-mere-tid/ 
[2] Rådets direktiv 2011/70/EURATOM af 19. juli 2011 om fastsættelse af en fællesskabsramme for ansvarlig og sikker håndtering af brugt nukleart brændsel: https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32011L0070 
[3] Kommissionens henstilling af 24. oktober 2006 om forvaltningen af de finansielle ressourcer til nedlæggelse af nukleare anlæg og til forvaltning af brugt brændsel og radioaktivt affald (2006/851/EURATOM): https://eur-lex.europa.eu/legal-content/DA/TXT/PDF/?uri=CELEX:32006H0851 
[4] NOAH: Etiske overvejelser om byrdefordelingen mellem nutidige og fremtidige generationer ved oprettelsen af et mellemlager for lav- og mellemradioaktivt affald, QpJg ved møde i Uddannelses- og Porskningsministeriets kontaktforum for radioaktivt affald, 14/12 2016 https://samsik.dk/wp-content/uploads/2026/06/etiske-overvejelse-om-mellemlager-for-lav-og-mellemradioaktivt-affald.pdf 

Svar på spørgsmål fra NOAH Friends of the Earth Denmark
Her kan du læse det uvildige ekspertpanels svar på tre spørgsmål fra NOAH Friends of the Earth Denmark, modtaget den 4. december 2017

BAGGRUND: I den senere tid har pressen bragt en del historier om Mærsk Oils opbevaring af 450 tons NORM-affald på en industrigrund i Esbjerg havn. Ifølge Mærsk Oils chefjurist Allan Vagn Rasmussen overvejer Mærsk Oil at sprøjte de radioaktive affaldsstoffer ned i undergrunden i gamle brønde, som alligevel skal lukkes. Dette skulle fremgå af et telefonnotat fra en embedsmand, som DR Nyheder har fået aktindsigt i. Kilde: DR Nyheder: Roskilde siger nej til Mærsk-affald, 30/11 2017: https://www.dr.dk/nyheder/penge/roskilde-siger-nej-til-maersk-affald 

SPØRGSMÅL: Vil ekspertpanelet kort gøre rede for reglerne om mellemlagring og slutdeponering af NORM-affald, herunder om den fremgangsmåde, der ovenfor beskrives af Mærsk Oils chefjurist, er lovlig? Er det desuden lovligt at dumpe NORM-affald i havet, eller udenfor dansk territorialfarvand? Såfremt den af Mærsk Oils chefjurist beskrevne fremgangsmåde er lovlig for de 450 tons allerede eksisterende NORM affald og/eller det fremtidige NORM-affald, vil ekspertpanelet så anse fremgangsmåden for miljø- og sundhedsmæssigt forsvarlig?

Svar fra ekspertpanelet v/ Peter Pagh:
Indledningsvis bemærkes, at Ekspertpanelet ikke har kompetence til at tage stilling til eller udtale sig om lovligheden af konkrete virksomheders aktiviteter eller om lovligheden af konkrete virksomheders overvejelser om fremtidig håndtering af radioaktivt affald. Ekspertpanelet kan som følge heraf ikke give en juridisk vurdering af den af spørgeren omtalte sag om opbevaring af 450 tons NORM-affald på en industrigrund ved Esbjerg Havn, som Ekspertpanelet alene kender fra medierne. Endvidere bemærkes, at Ekspertpanelet ikke er bekendt med det nærmere indhold af den juridiske vurdering, som
Mærk Oil ifølge spørgeren har udarbejdet, men da Ekspertpanelet som anført ikke skal forholde sig til konkrete sager, der er omtalt i medierne, vil Ekspertpanelet i alle tilfælde afstå fra at give en vurdering heraf.
Ekspertpanelets formål og opgaver i relation til juridiske spørgsmål begrænser sig til at give offentligheden en indføring i de retlige rammer, hvilket i den konkrete sag vil sige en belysning af de regler, som regulerer håndtering af det radioaktive affald, der opstår ved Offshore aktiviteter med indvind ing af olie og gas.
Ekspertpanelet har herefter forstået spørgsmålet på den måde, at det drejer sig om såkaldt NORM affald, der er opstået i forbindelse med udvinding af olie og gas på Nordsøen, og at dette NORM affald er radioaktivt, uden radioaktivitetens omfang er nærmere belyst.
Affald — herunder radioaktivt affald — der opstår i forbindelse med offshore aktiviteter er ikke omfattet af FU’s direktiv 2006/21 om håndtering af affald fra mineindustrien, jf. dette direktivs art. 2, stk. 2, litra a). Radioaktivt affald er heller ikke omfattet af FU’s generelle regler om affald fastsat i direktiv 2008/98 om affald, jf. dette direktivs art. 2, stk. 1, litra d). Derimod er det nærliggende at antage, at det omhandlede NORM affald kan anses for radioaktivt affald omfattet EU’s direktiv 2011/70 om håndtering af radioaktivt affald og brugt nukleart brændsel, hvor radioaktivt affald i direktivets art. 3, nr. 7 er defineret som: “luftformigt, flydende eller fast radioaktivt materiale, som medlemsstaten eller en juridisk eller fysisk person, hvis afgørelse accepteres af medlemsstaten, ikke har planlagt eller ikke har overvejet at finde yderligere anvendelse for, og som i sin egenskab af radioaktivt affald reguleres af en kompetent tilsynsmyndighed efter medlemsstatens love og bestemmelser”.
Det følger således af definitionen, at ‘radioaktivt affald’ er defineret som omfattende affald, der er radioaktivt, hvor begrebet ‘affald’ er afgrænset ved at være luftformigt, flydende eller fast materiale, der er fremkommet ved en proces, uden at dette er tilsigtet i forbindelse med den pågældende proces, og uden at producenten forud for processen har taget stilling til, den videre anvendelse. Dette må på baggrund af EU-domstolens fortolkning af affaldsdirektivets definition af affald i bl.a. sag C-9/00 Palm Granit om sidesten fra granitbrud efter ekspertpanelets opfattelse forstås på den måde, at hvis der
under offshore indvinding fremkommer radioaktivt materiale, som producenten herefter oplagrer med henblik på senere stillingtagen til slutdeponering, skal dette radioaktive materielle anses for radioaktivt affald omfattet af reglerne i direktiv 2011/70.
Efter dette direktivs regler har medlemsstaterne pligt til at etablere en tilladelsesordning, der sikrer en forsvarlig håndtering af radioaktivt affald. Overførsel af radioaktivt affald til andre EU-medlemsstater henholdsvis til tredjeland er i EU reguleret ved direktiv 2006/17 om overvågning og kontrol med overførsel af radioaktivt affald og brugt nukleart brændsel, der afløste det tidligere Euratom direktiv 92/3 om overførsel af radioaktivt affald. Princippet i dette direktiv er, at såfremt afsender og modtagerstatens kompetente myndigheder accepterer, og der i modtagerstaten er forsvarlige og sikre modtageanlæg for håndtering af det pågældende radioaktive affald, kan der ske overførsel af rad ioaktivt affald, dvs, de samme principper som gælder for Basel-konventionen om grænseoverskridende farligt affald
Den danske gennemførelse af EU-reglerne om overførsel er sket ved bekendtgørelse nr. 1175 fra 2008 om international overførsel af radioaktivt affald og brugt nukleart brændsel. Derimod er gennemførelsen af nærmere regler om håndtering af radioaktivt affald haltet noget bagefter og er i hovedsagen sket på grundlag af bekendtgørelser udstedt på grundlag af loven fra 1953 om brug af radioaktive stoffer. Sundhedsministeren har imidlertid den 30. november 20l7fremsat et lovforslag til vedtagelse af ny lov om ioniserende stråling og strålebeskyttelse til afløsning af den gamle lov (L 114), hvor det ifølge bemærkningerne til lovforslaget ligeledes er tanken at gennemføre nærmere regler om håndtering af radioaktivt affald, som modsvarer kravene i direktiv 2011/70. 
Ekspertpanelet må på baggrund af direktiv 2011/70 om håndtering af radioaktivt affald lægge til grund, at når der i forbindelse med offshore indvinding af olie og gas er fremkommet radioaktivt materiale, og dette efterfølgende er placeret i depot på en ejendom i Esbjerg, må dette radioaktive materiale klassificeres som radioaktivt affald, da der ikke forud for den midlertidige deponering var taget endelig stilling til, hvorledes det radioaktive materiale skulle anvendes. Hvis det radioaktive affald efterfølgende skal bringes tilbage til de steder i Nordsøen, hvor der er sket indvinding af olie og gas, vil dette
kræve en tilladelse af danske myndigheder, hvor der i givet fald må tages stilling til, om en sådan deponering af radioaktivt affald kan ske uden at medføre skader på mennesker eller miljø. Dette gælder uanset, om placeringen sker inden for eller uden for dansk territorialfarvande, da der i alle tilfælde vil være tale om en placering inden for Danmarks eksklusive økonomiske zone. En tilladelse må forudsætte, at en sådan slutdeponering ikke er i modstrid med Danmarks øvrige internationale forpligtelser.
Hvorvidt en sådan slutdeponering af det radioaktive affald i Esbjerg kan ske uden at medføre væsentlig skade på miljø og sundhed, kan Ekspertpanelet ikke give en kvalificeret vurdering af på et så overfladisk grundlag.

Spørgsmål og svar – Januar 2018
Her kan du læse ekspertpanelets svar på spørgsmål behandlet i januar 2018.

Spørgsmål fra Anne Albinus, Herning, modtaget den 31. december 2017:

Hermed et spørgsmål til ekspertpanelet (formodentlig professor Peter Pagh) i forb. med Kommissionens åbningsskrivelse til Danmark af 7.12.17:
Overtrædelsens nummer: 2017/2159. UFM-bem.: Åbningsskrivelsen var fortroligt bilag 136 til Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg. Svaret på åbningsskrivelsen kan læses på Folketingets hjemmeside:

https://www.ft.dk/samling/20171/almdel/SUU/bilag/218/1855883.pdf

Vil ekspertpanelet venligst uddybe, hvordan den gældende lovgivning i Danmark allerede opfylder bestemmelserne i RÅDETS DIREKTIV 2014/87/EURATOM af 8. juli 2014 om ændring af direktiv 2009/71/Euratom om EF- rammebestemmelser for nukleare anlægs nukleare sikkerhed?

Svar fra ekspertpanelet v/ Peter Pagh:
Det af spørgeren rejste spørgsmål om den danske gennemførelse af Rådets direktiv 2014/87 om ændring af direktiv 2009/71 om rammebestemmelser for nukleare anlægs sikkerhed må ses på baggrund af Kommissionens åbningsskrivelse og vedrører de samme retlige spørgsmål. Da Kommissionens åbningsskrivelse er første led i forberedelse af en traktatbrudsprocedure, vil et svar fra Ekspertpanelet være en stillingtagen til Kommissionens åbningsskrivelse, hvilket Ekspertpanelet finder falder uden for Ekspertpanelets kompetence, idet det er Sundhedsministeriet, der besvarer Kommissionens henvendelse, og det falder uden for Ekspertpanelets kompetence at tage stilling til en eventuel uenighed mellem Kommissionen og den danske regering om den danske gennemførelse af et EU-direktiv. Ekspertpanelet må på denne baggrund afvise at besvare det rejste spørgsmål.

Spørgsmål og svar – marts 2019
Her kan du læse ekspertpanelets svar på et spørgsmål fra Anne Albinus, Atom Posten, Herning, modtaget den 27. marts 2019:

Hvordan kan ‘genbrug’ af uranmalm, urantailings og kontamineret beton fra urantailingsbassinerne, som foreslået af Dansk Dekommissionering i COWIs rapport fra december 2017 https://samsik.dk/wp-content/uploads/2026/06/2017_opgraderet_lagerfacilitet_risoe.pdf .  (Bilag A, side 7), ske på en miljømæssigt forsvarlig måde? Jeg er klar over, at ‘genbrug’ vil forudsætte frigivelse fra SIS, men urantailings vil fortsætte med at producere uranefterkommere.

Svar fra panelet v/ Steffen Foss Hansen:
I rapporterne “BesIutninggrundlag for et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt affald” https://samsik.dk/wp-content/uploads/2026/06/2008_slutdepot_beslutningsgrundlag.pdf og “Beslutninggrundlag for et dansk mellem lager for lav- og mellemaktivt affald” https://samsik.dk/wp-content/uploads/2026/06/2015_mellemlager_beslutningsgrundlag.pdf fra hhv. 2008 og 2015 udgivet af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse er anført, at det ikke er sandsynligt, at tailings kan bruges til noget fornuftigt, mens at der er størst sandsynlighed for, at fremtidig teknologi kan gøre, at de “brugte lukkede kilder, bestrålet brændsel” kan genanvendes, dvs. oparbejdes. Affaldet er dog p.t. ikke sorteret, og mængden er så lille, at det ikke vurderes at kunne betale sig sundhedsmæssigt og økonomisk.
Udfra et miljømæssigt perspektiv kan uranmalm, urantailings og kontamineret beton fra tailingsbassiner genbruges, så længe det ikke frigiver ioniserende stråling, der overskrider en dosis, som skader miljøet. I praksis kræver genbrug/genanvendelse en fastsættelse af den dosis, som frigives fra materialet i forbindelse med forskellige former for genbrug, og en fastsættelse af den stråling, som lokalt er skadelig for miljøet. I forhold til beton og grus, der har været kontamineret med bestråling, vil genanvendelse betyde, at den ioniserende stråling er så lav, at materialet ikke længere anses for radioaktivt affald.

Spørgsmål og svar – oktober 2019
Her kan du læse det uvildige ekspertpanels svar på tre spørgsmål fra NOAH Friends of the Earth Denmark, modtaget 20. oktober 2019

1. Skal det nye mellemlager for lav og mellemradioaktivt affald på Risø miljøvurderes som en del af en plan eller et program og – uanset om mellemlageret miljøvurderes som en del af en plan eller et program – finder Espoo-konventionen anvendelse på den miljøvurdering, der finder sted, således at myndighederne og interesserede fra civilsamfundet i vore nabolande, får mulighed for at udtale sig om miljøkonsekvenserne af mellemlageret?
2. Såfremt Espoo-konventionen finder anvendelse, vil myndighederne i vore nabolande skulle notificeres allerede nu, og hvis ikke, hvornår?
3. Hvilken procedure – fælles eller samordnet procedure eller en kombination af begge — vil skulle anvendes i forbindelse med miljøvurderingen af mellemlageret, jf. Bekendtgørelsen om samordning af miljøvurderinger?
NOAH Friends of the Earth Denmark har uddybet spørgsmålene med følgende baggrund og kildehenvisninger:

BAGGRUND:
I maj 2018 besluttede regeringen og alle Folketingets partier, at det radioaktive affald fortsat skal oplagres på Risø indtil senest 2073, hvor et dybt geologisk slutdepot skal kunne tages i brug. Samtidigt skal faciliteterne på Risø opgraderes, og mulighederne for at eksportere det mest rad ioaktive affald vil fortsat blive afsøgt.
D. 18. september 2019 blev der i det nationale kontaktforum vedrørende radioaktivt affald fremlagt en status for den langsigtede løsning og opførelsen af et nyt mellemlager for lav- og mellemradioaktivt affald på Risø ved Roskilde. Iflg. Dansk Dekommissionering bliver byggeriet af mellemlageret påbegyndt i sidste halvdel af 2021. Roskilde Kommune har indledt en offentlig dialogproces omkring opførelsen af mellemlageret, startende med et borgermøde d. 11. november 2019.
Siden det oprindelige slutdepotprojekt, der blev forkastet af regeringen og Folketinget, blev strategisk miljøvurderet i 2014 og 2015, er lovgivningen på området blevet ændret med først Lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) fra 2018 og Bekendtgørelse om samordning af miljøvurderinger og digital selvbetjening m.v. for planer, programmer og konkrete projekter omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM) fra 2019.
Muligvis af samme grund er strategisk miljøvurdering af mellemlageret som en del af en plan eller et program (mellemlagring plus slutdeponering) ikke blevet nævnt i de planer, der hidtil er offentliggjort. Ej heller er anvendelse af Espoo-konventionen om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne nævnt.
Kilder:
B 90 Forslag til folketingsbeslutning om en langsigtet løsning for Danmarks radioaktive affald: https://www.ft.dk/samling/20171/beslutningsforslag/B90/som_vedtaget.htm
Pkt. 2.: Status på den langsigtede løsning per september 2019, jf. Referat fra 10. møde i det nationale kontaktforum vedrørende radioaktivt affald onsdag den 18. september 2019: https://samsik.dk/wp-content/uploads/2026/06/19_20939-4-referat-af-10-mode-i-det-nationale-kontaktforum-vedrorende-radioaktivt-affald-18-548820_5_0.pdf
Præsentation af Dansk Dekommissionering, 18/9 2019: https://samsik.dk/wp-content/uploads/2026/06/dansk-dekommissionerings-opgaver-i-henhold-til-det-nationale-program-final-a.pdf 
11- punktsprogram for lokalplan 694 for Risø mellemlager og udstillingsfacilitet, Roskilde Kommune: https://dagsordener.roskilde.dk/vis?Referat-Plan–og-Teknikudvalget-2018-2021-d.22-08-2019-kl.17.00&id=876d8ea0-c4e3-4ee7-b26c-2ec6fb38cbf0
Borgermøde om opførelse af nyt mellemlager for lav- og mellemradioaktivt affald i Roskilde https://dekom.dk/2019/10/15/borgermoede-om-nyt-lager/
Bekendtgørelse af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM): https://www.retsinformation.dk/eli/retsinfo/2024/9094 
Bekendtgørelse om samordning af miljøvurderinger og digital selvbetjening m.v. for planer, programmer og konkrete projekter omfattet af lov om miljøvurdering af planer og programmer og af konkrete projekter (VVM): https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2024/1608 
Bekendtgørelse af konventionen af 25. februar 1991 om vurdering af virkningerne på miljøet på tværs af landegrænserne: https://www.retsinformation.dk/eli/ltc/1999/71 

Svar fra ekspertpanelet (v/ Peter Pagh):
Indledningsvis bemærkes, at Ekspertpanelet forstår de tre spørgsmål på den måde, at NOAH Friends of the Earth Denmark ønsker oplyst, i hvilket omfang de forskellige regler om miljøvurdering af planer henholdsvis af projekter finder anvendelse i forhold til Folketingsbeslutning B 90 som vedtaget den 15. maj 2018 om en langsigtet løsning på Danmarks radioaktive affald og gennemførelsen af de i Folketingsbeslutningen forudsatte mellemlager på Risø, henholdsvis om dette kræver, at der skal ske underretning af forslag til plan/projekt af andre stater under Espoo-konventionen, og hvornår en sådan
underretning i givet fald skal ske.
Det er på denne baggrund fundet hensigtsmæssigt kort at redegøre for de relevante regler om miljøvurdering af planer og projekter. Herved bemærkes, at disse regler om miljøvurdering af projekter og planer alle udspringer af EU-regler [VVM-direktivet (2011/92), SMV-direktivet 2001/42, og  habitatdirektivet (92/43) art. 6, stk. 3] henholdsvis af Espoo-konventionen om vurdering af virkningerne på miljøet på tvært af landegrænserne fra 1991 med Kiev-protokollen fra 2003 om strategisk miljøvurdering samt af Århus-konventionen fra 1998 om borgernes rettigheder på miljøområdet. De
nævnte internationale traktater er alle tiltrådt af EU, hvilket efter EU-domstolens faste praksis indebærer, at traktaternes retlige forpligtelser er umiddelbart gældende i alle medlemsstaterne med forrang for både nationale regler og for sekundær EU-Iovgivning i det omfang de i traktaterne indeholdte forpligtelser er tilstrækkeligt præcise og ubetingede, jf. fx sag 0-243/15 LZ II, hvor fastslået, at en slovakisk NGO havde søgsmålskompetence på grundlag af Århus-konventionens art. 6, stk., 1 litra b).
Dette indebærer med andre ord, at i det omfang indholdet i forpligtelserne i de ovennævnte EU-regler og internationale traktater ikke fremgår af lov om miljøvurdering af planer og projekter (miljøvurderingsloven) eller af anden dansk lovgivning, skal de nævnte EU-regler og internationale traktater alligevel anses for gældende dansk ret, i det omfang forpligtelserne er tilstrækkeligt præcise og ubetingede. Endvidere bemærkes, at der under Århus-konventionen er etableret en Compliance Committee, som borgerne har mulighed for at klage til, hvorefter Compliance Committee foretager en juridisk vurdering (findings), der dog ikke er judicielt bindende, men der foreligger enkelte findings fra Compliance Committee, hvor der er taget stilling til underretningsforpligtelsen ved grænseoverskridende planer og projekter, og det følger af denne praksis, at underretningsforpligtelsen fortolkes udvidende. Se fx MAD 2016.384 CC, MAD 2017.262 CC, MAD 2017.271 CC og MAD 2018.303 CC, der vedlægges.
Alle de ovennævnte regler om miljøvurdering har imidlertid det til fælles, at de alene vedrører retsakter, dvs. retligt bindende beslutninger. Uanset Folketingets beslutning B 90 vedtaget den 15. maj 2018 om en langsigtet løsning på Danmarks radioaktive affald må forventes gennemført og af ministerier og kommuner opfattes som forpligtende, kan Folketingets beslutning ikke anses for en retsakt i den forstand dette begreb anvendes i SMV-direktivet, Espoo-konventionen og Århus-konventionen. Dette indebærer, at Folketingets beslutning B 90 ikke kan anses for omfattet af reglerne om forudgående
miljøvurdering og underretning af den berørte offentlighed og muligt berørte stater, før beslutningen blev truffet af Folketinget i maj 2018. Tilsvarende kan Folketingets beslutning B 90 ikke anses for omfattet af anvendelsesområdet for VVM-direktivet om tilladelse til projekter eller af habitatdirektivets art. 6, stk. 3 om konsekvensvurdering af projekter og planer af hensyn til Natura 2000-områder. Derimod må en kommende tilladelse til at etablere et mellemlager for radioaktivt affald i Roskilde anses for et projekt, der er omfattet af VVM-direktivet krav om forudgående miljøvurdering og høring af den berørte offentlighed, jf. VVM-direktivets art. 4, stk. 1 og bilag I, pkt.3(b)(v), ligesom der er tale om et ‘projekt’ omfattet af habitatdirektivets art. 6, stk. 3 og habitatbekendtgørelsen (2018/95) § 6. Da det er staten, der er bygherre, følger yderligere af miljøvurderingslovens § 17 og af bekendtgørelse nr. 912/2019 om samordning af miljøvurderinger § 3, stk. 1, nr. 1, at det er Miljøstyrelsen, der er den kompetente myndighed til at meddele tilladelse til projektet.
Vedtagelse af det nødvendige plangrundlag for etablering af mellemlagret må ligeledes anses for omfattet af SMV-direktivet, jf. SMV-direktivet art. 2(a) og art. 3, stk. 2(a) samt de modsvarende regler i miljøvurderingslovens § 2, stk. 1, nr. 1 og § 8, stk. 1, nr. 1. Dette rejser imidlertid i denne sag et selvstændigt spørgsmål. Det følger således af SMV direktivets art. 3, stk. 3 (miljøvurderingslovens § 8, stk. 2), at det planer, som “fastlægger anvendelsen af mindre områder på lokalt plan” ikke nødvendigvis er krav om miljøvurderingsrapport og høring af den berørte offentlighed, men at det kan være
tilstrækkeligt med en screening, hvis det på grundlag af kriterierne i direktivets bilag II kan afvises, at planen kan have væsentlig indvirkning på miljøet. Det fremgår imidlertid af FU-domstolens praksis, at denne undtagelse ikke kan anvendes i to tilfælde, nemlig når der skal ske konsekvensvurdering af planen efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3, eller hvis planen vedtages af en regional eller statslig myndighed.
Hvis planen kræver konsekvensvurdering af planens påvirkning af Natura 2000 områders gunstige bevaringsstatus efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3 er der således altid krav om strategisk miljøvurdering efter SMV-direktivet, jf. C. 177/11. Det følger yderligere af habitatbekendtgørelsen for planloven (2016/1383) § 5, stk. stk. 3, at hvis det for en lokalplan er fundet tilstrækkelig med en screening af, om en konsekvensvurdering af planens påvirkning af Natura 2000-områder er nødvendig, så der ikke kræves en konsekvensvurdering, skal denne vurdering begrundes og vil kunne påklages.
I relation til lokalpianen for mellemlagret fremgår af Status til kontaktforum af 18. september 2019, at der skulle være gennemført en Natura 2000-screening, der viser, at det ikke er nødvendigt med konsekvensvurdering efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3, men en nærmere begrundelse foreligger ikke, hvorfor der formentlig er tale om en foreløbig vurdering. Ekspertpanelet vil hertil bemærke, at mellemlagret er beliggende umiddelbart ud til Roskilde Fjord, der er udlagt som Natura 2000-område, og hvis den foreløbige vurdering er baseret på, at der vil blive iværksat foranstaltninger for at undgå udslip af radioaktivt materiale i Roskilde Fjord, vil dette i sig selv betyde, at der kræves konsekvensvurdering efter habitatdirektivets art. 6, stk. 3, jf. FU-domstolens dom i sag C 323/17. Dette vil i så fald betyde, at der skal gennemføres en strategisk miljøvurdering og at undtagelsen for screening ikke kan anvendes. 
Det fremgår endvidere af FU-domstolens dom i C-444/15, at undtagelsen i SMV direktivets art. 3, stk. 3, ikke kan anvendes, hvis planen er “udarbejdet og/eller vedtaget af en lokal myndighed, i modsætning til en regional eller national myndighed”. I relation til lokalplan for mellemlagret er i de fremsendte dokumenter forudsat, at det er Roskilde Kommune der udarbejder og vedtager lokalplanen, hvilket kan tyde på, at undtagelsen for screening kan anvendes. Men det fremgår samtidigt af Roskilde Kommunes 11 punktsprogram fra juni 2019 (pkt. 5), at der vil blive udarbejdet en miljøvurdering, hvis primære fokus er den visuelle påvirkning af fjordlandskabet, og at dette arbejde vil ske parallelt med udarbejdelse af en VVM -vurdering, hvor det er Miljøstyrelsen, der har kompetencen. Da FU-domstolen fortolker SMV-direktivets anvendelse med vægt på at undgå omgåelse, er det på denne baggrund tvivlsomt, om undtagelsen i SMV-direktivets art. 3, stk. 3 kan anvendes i denne sag.
Som ekspertpanelet forstår oplysningerne om den valgte fremgangsmåde for etablering af et mellemlager for radioaktivt affald ved Roskilde, sker Roskilde Kommunes udarbejdelse af forslag til lokalplan og kommuneplantillæg på det grundlag, at placeringen af mellemlagret ved Risøhalvøen er afgjort med Folketingets beslutning B 90 i maj 2018, og at kommunen derfor ikke kan ændre placeringen. Som anført ovenfor kan Folketingets beslutning B 90 imidlertid ikke anses for en retsakt. Fn retlig binding af Roskilde Kommunes planlægning mht. placering vil derfor kræve et landsplandirektivet
efter planlovens § 3, hvorved bemærkes, at Fingerplan 2019 i § 14 indeholder bestemmelser for Risø, men ikke indeholder bestemmelser om etablering af et mellemlager for radioaktivt affald. Dette indebærer, at der ikke i forhold til planloven retligt er taget stilling til, hvor et mellemlager for radioaktivt affald skal placeres, ligesom der ikke er foretaget en miljøvurdering og offentlig høring af placeringen ved Risø og mulige alternativer. Som konsekvens heraf må miljøvurdering og høring mht. placering af mellemdepotet og mulige alternativer ske i forbindelse med Miljøstyrelsens miljøvurdering
af projektet (VVM-proceduren) efter miljøvurderingslovens § 12, jf. lovens bilag 7, pkt. 2. Det er som følge heraf denne miljøvurdering, der i relation til placering må anses for den strategiske miljøvurdering, som kan være omfattet af underretningsforpligtelsen af andre stater efter VVM-direktivets art. 7.
Sammenholdes det ovenfor anførte med Espoo-konventionen, er etablering af mellemlager for radioaktivt affald omfattet af bilag I til Kiev-protokollen om strategisk miljøvurdering, hvilket indebærer, at der som udgangspunkt skal ske underretning af andre stater efter protokollens art. 4, stk. 2, men med samme mulighed for screening som i SMV direktivets, jf. protokollens art. 4, stk. 4. Hvorvidt dette udløser pligt til at underrette andre stater om miljøvurderingen beror efter Kiev-protokollens art. 10 på en vurdering af de mulige grænseoverskridende virkninger, jf. ligeledes SMV-direktivets art. 7og VVM-direktivets art. 7, idet en stat dog har krav på underretning om miljøvurderingen, hvis den anmoder herom.
På det foreliggende grundlag er det ikke muligt for Ekspertpanelet at vurdere, om det endnu ikke udarbejdede forslag til plangrundlag henholdsvis VVM-redegørelse har et indhold og karakter, der udløser en retlig forpligtelse til at underrette andre stater efter Espoo-konventionen og Kiev protokollen henholdsvis efter SMV-direktivet og VVM direktivet eller efter Århus-konventionens art. 6. I alle tilfælde vil underretning af andre stater om miljøvurdering af forslag til plangrundlag og projekt for et mellemlager i Roskilde først kunne kræves, når en sådan miljøvurdering foreligger. Hvis Miljøstyrelsen som den kompetente nationale myndighed finder, at der er tvivl om underretningsforpligtelsens omfang, vil Miljøstyrelsen dog allerede på nuværende tidspunkt kunne rette forespørgsel til andre stater, henholdsvis til EU-Kommissionen for at hør deres vurdering, uden der dog består en retlig forpligtelse hertil. 
På baggrund af ovenstående kan Ekspertpanelet besvare de tre spørgsmål således:
Spørgsmål 1. Skal det nye mellemlager for lav og mellemradioaktivt affald på Risø miljøvurderes som en del af en plan eller et program og – uanset om mellemlageret miljøvurderes som en del af en plan eller et program – finder Espoo-konventionen anvendelse på den miljøvurdering, der finder sted, således at myndighederne og interesserede fra civilsamfundet i vore nabolande, får mulighed for at udtale sig om miljøkonsekvenserne af mellemlageret?
Svar: Etablering af et mellemlager for lav og mellemradioaktivt affald på Risø er et projekt omfattet af VVM-direktivet og miljøvurderingslovens § 15 med Miljøstyrelsen som den kompetente myndighed. I forbindelse med miljøvurderingen af projektet skal der ske en miljøvurdering af placeringen og de alternative placeringer, som staten har overvejet, idet det må lægges til grund, at Folketingets beslutning B 90 ikke udgør en bindende retlig beslutning i forhold til planloven. Mellemlagret er omfattet af Espoo-konventionens art. 4, stk. 2. Espoo-konventionens art. 10 om underretning af andre stater finder anvendelse på denne beslutning i den forstand, at hvis projektet kan have væsentlige grænseoverskridende miljøvirkninger, skal andre stater underrettes om miljøvurderingen og gennemføre en offentlig høring, før de danske myndigheder kan meddele tilladelse.
Ekspertpanelet kan ikke vurdere, om projektet er omfattet af art. 10, men bemærker, at underretningsforpligtelsen af andre stater fortolkes udvidende af EU-domstolen og af Compliance Committee under Århus-konventionen henholdsvis under Espoo-konventionen. Hvorvidt Roskilde Kommunes miljøvurdering af forslag til kommuneplantillæg og lokalplan er omfattet af Espoo-konventionens art 10 må anses for tvivlsomt og kan nok afvises, hvis der sker underretning af Miljøstyrelsens miljøvurdering.
Spørgsmål 2. Såfremt Espoo-konventionen finder anvendelse, vil myndighederne i vore nabolande skulle notificeres allerede nu, og hvis ikke, hvornår?
Svar: Myndighederne i vores nabolande skal underrettes, hvis det må lægges til grund, at etablering af et mellemlager for lav og mellemradioaktivt affald af det forudsatte omfang ved Risø kan have væsentlige grænseoverskridende miljøvirkninger, jf. Espoo konventionens art. 10. Ekspertpanelet kan ikke på det foreliggende grundlag vurdere, om mellemlagret i dette tilfælde er omfattet af art. 10, men hvis dette er tilfældet, skal der senest ske underretning, når miljøvurderingen foreligger, og myndighederne i andre stater skal i så fald have tid til at gennemføre offentlige høringer og komme med bemærkninger, før de danske myndigheder kan meddele tilladelse til mellemlagret ved Risø.
Spørgsmål 3. Hvilken procedure – fælles eller samordnet procedure eller en kombination af begge — vil skulle anvendes i forbindelse med miljøvurderingen af mellemlageret, jf. Bekendtgørelsen om samordning af miljøvurderinger?
Svar: Der er hverken efter EU-direktiverne eller Espoo-konventionen og Kiev protokollen en stillingtagen til fordeling af kompetence og opgaver i medlemsstaterne, men reglerne åbner mulighed for en samordnet procedure, der både omfatter miljøvurdering af fastlæggelsen af rammen for placering af bestemte projekter (SMV) og af miljøvurdering af tilladelse til projekter (VVM), men der er intet krav herom. I relation til et mellemlager for lav og mellemradioaktivt affald i Danmark, er der ikke ved en retsakt (fx landsplandirektiv) fastlagt en placering eller rammer for en placering, hvorfor denne del af
den strategiske miljøvurdering er forudsat gennemført af Miljøstyrelsen i forbindelse med VVM-proceduren, som er omfattet af Espoo-konventionen. Roskilde Kommunes behandling af forslag til kommuneplantillæg og forslag til lokalplan er i den forbindelse en nødvendig, men ikke tilstrækkelig betingelse for en placering af mellemlagret ved Risø, hvorfor miljøvurdering af disse planer muligvis tillige kan være omfattet af Espoo konventionen, men i alle tilfælde ikke kan erstatte en eventuel underretning af andre stater om Miljøstyrelsens miljøvurdering af projektet. Som bilag vedlægges fire afgørelser fra Compliance Committee under Århuskonventionen, hvor tillige er omtalt afgørelser fra Compliance Committe under Espoo konventionen:
> Bilag 1: Compliance Committee afgørelse vedrørende Storbritannien (MAD 2017.262 CC) (pdf) (https://ufm.dk/forskning – og – innovation/deponering – af- radioaktivt- affald – i – dk/det- uvildige – ekspertpanel – 1/bilag-til-svar- oktober-2019/mad -2017-262-ccuk. pdf)
> Bilag 2: Compliance Commiittee afgørelse vedrørende Tyskland (MAD 2017.271 CC) (pdf) (https://ufm.dk/forskning – og – innovation/deponering – af- radioaktivt- affald – i -dk/det- uvildige- ekspertpanel -1/bilag -til -svar-oktober-2019/mad -2017-271-cctyskland – uk.pdf)
> Bilag 3: Compliance Committee afgørelse vedrørende Nederlandene (MAD 2018.303 CC) (pdf) (https://ufm.dk/forskning-og – innovation/deponering – af- radioaktivt- affald – i -dk/det-uvildige-ekspertpanel -1/bilag -til -svar- oktober-2019/mad -2018-303-cc – holland.pdf)
> Bilag 4: Compliance Committee afgørelse vedrørende Tjekkiet (MAD 2016.384 CC) (pdf) (https://ufm.dk/forskning – og – innovation/deponering – af- radioaktivt-affald – i – dk/det-uvildige -ekspertpanel -1/bilag -til -svar-oktober.-2019/mad -2016-384-cc – tjekkiet.pdf)

• MAD 2018-303-cc Holland
• MAD 2017-271-cc Tyskland-UK
• MAD 2017-262-cc UK
• MAD 2016-384-cc Tjekkiet