Hvad er CER?
CER-direktivet (Critical Entities Resilience) er et EU-direktiv, der skal sikre kritiske enheders modstandsdygtighed.
Kritiske enheder spiller en central rolle i at sikre samfundets funktion og økonomiens stabilitet på tværs af EU. Kritiske enheder leverer væsentlige tjenester, som vi alle er afhængige af – f.eks. indenfor fødevarer, transport, sundhed og finans.
Formålet med CER-direktivet er at styrke modstandsdygtigheden hos kritiske enheder på tværs af EU. Det omfatter virksomheder inden for en række sektorer og offentlige myndigheder, som anses for at være vigtige for økonomien og samfundet.
Med CER-direktivet har EU etableret en fælles ramme, der forpligter medlemsstaterne til at styrke modstandsdygtigheden hos kritiske enheder. Direktivet stiller krav om, at identificerede kritiske enheder træffer passende foranstaltninger for at kunne forebygge, håndtere og komme sig hurtigt efter alvorlige hændelser som fx naturkatastrofer, sabotage, terrorhandlinger eller tekniske sammenbrud.
CER-direktivet er en central del af EU’s øgede fokus på samfundssikkerhed og resiliens i en verden præget af hastige forandringer og en skærpet sikkerhedssituation.

Hvilke krav stilles i CER-loven?
Styrelsen for Samfundssikkerhed har på vegne af Danmark udarbejdet en CER-strategi. Strategien indeholder mål og prioriteringer for implementeringen af CER og beskriver kort hvilke tiltag kritiske enheder skal indføre for at styrke deres modstandsdygtighed. Strategien skal genbesøges minimum hvert fjerde år.
Desuden har Styrelsen for Samfundssikkerhed udarbejdet en national risikovurdering (kaldet medlemsstatsrisikovurderingen), som indgår i de kompetente myndigheders grundlag for at identificere kritiske enheder, ligesom den skal indgå i de kritiske enheders arbejde med egne risikovurderinger. De kritiske enheder vil få medlemsstatsrisikovurderingen tilsendt af deres kompetente myndighed.
Det er vedkommende minister, der har ansvaret for at identificere, hvilke enheder der skal identificeres som kritiske efter CER-loven. Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab har efter forhandling med de respektive ministerier udpeget de kompetente myndigheder, som skal vejlede og føre tilsyn med de kritiske enheders overholdelse af CER- loven.
Det skal løbende, og mindst hvert fjerde år, vurderes, om yderligere enheder skal identificeres som kritiske, eller om allerede identificerede enheder ikke længere er kritiske.
Såfremt en enhed identificeres som kritisk, har enheden ni måneder, fra den er blevet informeret herom, til at udarbejde en risikovurdering. Risikovurderingen skal identificere og vurdere alle relevante risici (både naturlige og menneskeskabte), der i betydelig grad kan forstyrre leveringen af den kritiske enheds væsentlige tjenester.
CER-loven kræver, at kritiske enheder skal træffe passende og forholdsmæssige tekniske, sikkerhedsmæssige og organisatoriske foranstaltninger på grundlag af den nationale risikovurdering og den kritiske enheds egen risikovurdering. De kritiske enheder skal i en plan for modstandsdygtighed beskrive hvilke foranstaltninger, der er truffet. Planen skal være udarbejdet og implementeret senest ti måneder efter, at enheden er informeret om, at den er identificeret som kritisk enhed.
Kravene i CER-loven er overordnet:
Forebyggelse og fysisk sikring
Den kritiske enhed skal arbejde med at forebygge hændelser og sikre sine lokaler og sin kritiske infrastruktur mod relevante trusler, herunder katastroferisikoreduktion og klimatilpasning. Det kan være gennem hegn, barrierer, overvågning, detektionsudstyr og adgangskontrol.
Håndtering af hændelser og genopretning
Den kritiske enhed skal kunne reagere på hændelser, modstå deres virkninger og begrænse deres konsekvenser. Enheden skal også kunne genoprette driften, så væsentlige tjenester kan fortsætte eller genoptages hurtigst muligt efter en hændelse. Det kan bl.a. omfatte krisestyring, varsling, forretningskontinuitet og alternative forsyningskæder.
Sikkerhedsforanstaltninger for medarbejdere
Den kritiske enhed skal have passende sikkerhedsforanstaltninger for medarbejdere og andre personer, der udfører kritiske funktioner. Foranstaltningerne skal bl.a. omfatte regler om adgang til lokaler, kritisk infrastruktur og følsomme oplysninger. Foranstaltningerne skal endvidere omfatte relevante krav til uddannelse og kvalifikationer, ligesom relevant personale skal gøres bekendt med sikkerhedsforanstaltningerne, fx gennem information, kurser og øvelser.
Jf. CER-loven skal de kritiske enheder identificere de personer, som skal gennemgå en baggrundskontrol. Afgørelser om, hvorvidt en person har gennemgået en baggrundskontrol med et tilfredsstillende resultat og om tilbagekaldelse af en afgørelse om baggrundskontrol, vil skulle træffes af den kompetente myndighed. De nærmere regler for baggrundskontrol er under udarbejdelse.
Kontaktperson
Den kritiske enhed skal udpege en kontaktperson og orientere den kompetente myndighed herom. Den kompetente myndighed skal ligeledes orienteres, såfremt pågældendes kontaktoplysninger ændres.
Underretning om hændelser
Den kritiske enhed skal uden unødigt ophold underrette den kompetente myndighed om hændelser, der i betydelig grad forstyrrer eller kan forstyrre leveringen af væsentlige tjenester.
Spørgsmål om CER?
Hvis du har spørgsmål om den generelle proces for implementeringen af CER-direktivet i Danmark, kan du skrive til Styrelsen for Samfundssikkerhed på: