Gå til hovedindhold

Tidslinje – Radioaktivt affald

Tidslinjen viser udviklingen i sagen om deponering af radioaktivt affald i Danmark siden ibrugtagningen af den først reaktor på Risø i 1957. Her får du et overblik over politiske beslutning og andre aktiviteter.

1955

Atomenergikommissionen bliver nedsat med Niels Bohr som formand. Formålet er at fremme den fredelige udnyttelse af atomenergi til blandt andet elproduktion.

1957-1964

Atomenergikommissionens Forsøgsstation Risø bliver taget i brug. Tre forsøgsreaktorer og et hot cell-analyseanlæg bliver anlagt.

1985

Folketinget beslutter, at kernekraft ikke skal ikke skal være en del af dansk energiforsyning.

2001

Det sidste anlæg på Risø tages ud af drift.

2003

Folketinget beslutter, at anlæggene på Risø skal afvikles over i løbet af 20 år. Til dette formål bliver Dansk Dekommissionering oprettet som en statslig institution under Ministeriet for Videnskab, Teknologi og Udvikling. Samtidig skal en tværministeriel arbejdsgruppe udarbejde et beslutningsgrundlag for et slutdepot for radioaktivt affald.

2008

“Beslutningsgrundlag for et dansk slutdepot for lav- og mellemaktivt affald” bliver præsenteret for ministeren for sundhed og forebyggelse.

2009

Folketinget behandler en redegørelse om etablering af et slutdepot for radioaktivt affald. Der bliver iværksat forstudier med henblik på at finde egnede lokaliteter til anlægget.

2011

Forstudier til et slutdepot bliver offentliggjort. Forstudierne peger på seks mulige lokaliteter, som er relevante for yderligere omegnsstudier og miljøvurdering. Der opstår lokal modstand mod processen i de kommuner, hvor de seks lokaliteter er beliggende. Der bliver dannet borgergrupper, som kræver, at alternativer til et slutdepot bliver undersøgt.

2012

De politiske partier indgår en aftale om, at der skal udarbejdes et beslutningsgrundlag for en langtids-mellemlagerløsning som alternativ til et slutdepot. Imens fortsætter arbejdet med omegnsstudier og miljøvurdering af de seks mulige lokaliteter til et slutdepot.

2013

Omegnsstudierne af de seks mulige lokaliteter til et slutdepot bliver offentliggjort.

2015

Miljøvurderingen af de seks mulige lokaliteter for et slutdepot bliver offentliggjort. Samtidig bliver beslutningsgrundlaget for en langtids-mellemlagerløsning fremlagt. På et møde i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse beslutter de politiske partier, at der skal ske supplerende undersøgelser af langtids-mellemlagerløsningen. Senere samme år bliver ansvaret for deponering af radioaktivt affald overført fra Sundheds- og Ældreministeriet til Uddannelses- og Forskningsministeriet.

2016

De supplerende studier af langtids-mellemlagerløsningen bliver afrapporteret. Det samlede materiale fra studier af slutdepot og langtids-mellemlager bliver behandlet i en tværministeriel arbejdsgruppe. Der bliver nedsat et nationalt kontaktforum med deltagelse af centrale interessenter, heriblandt borgergrupper og miljøorganisationer, til at følge arbejdet med sagen.

2017

Den tværministerielle arbejdsgruppe rapporterer til regeringen, som offentliggør et udspil til politiske forhandlinger den 19. september. Regeringen foreslår fortsat oplagring af radioaktivt affald på Risø-halvøen i op til yderligere 50 år i nye lagerfaciliteter, mens der bliver gjort forberedelser af et slutdepot. Nye geologiske studier af Danmarks undergrund i større dybde end hidtil skal danne grundlag for det senere arbejde med at finde en lokalitet for slutdepotet. Endelig foreslår regeringen, at mulighederne for at deponere de mest radioaktive dele af det danske affald i udlandet skal undersøges.

2018

Forslag til folketingsbeslutning nr. B 90 om en langsigtet løsning for Danmarks radioaktive affald bliver fremsat den 14. marts og bliver enstemmigt vedtaget den 15. maj.

2019

Der bliver nedsat et lokalt kontaktforum for Roskilde Kommune.

2020

Et nationalt program for ansvarlig og sikker håndtering af radioaktivt affald bliver udarbejdet og sendt til EU-Kommissionen som led i Danmarks internationale forpligtelser.

2022

De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland (GEUS) offentliggør studier af Danmarks geologi i 500 meters dybde. Samme år bliver det danske system for håndtering af radioaktivt affald evalueret af Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) for første gang.

2024

Ansvaret for sager om deponering af radioaktivt affald – bortset fra sager vedrørende tilsyn – bliver overført fra Uddannelses- og Forskningsministeriet til Ministeriet for Samfundssikkerhed og Beredskab. Dansk Dekommissionering bliver ligeledes overført til det nye ministerium.

2025

Styrelsen for Samfundssikkerhed oprettes og får ansvar for den daglige styring af sagsområdet for radioaktivt affald. Styrelsen indgår mål- og resultatplan med Dansk Dekommissionering.