Styrelsen for Samfundssikkerhed uddeler 6,5 millioner kr. fra tilskudspulje til borgervendte kurser og undervisning om forberedelse på kriser
Danskernes kompetencer til at handle under en krise styrkes. Styrelsen for Samfundssikkerhed har i dag uddelt de første 6,5 mio. kr. fra en nyoprettet pulje til otte civilsamfundsorganisationer.
I aftalen på beredskabsområdet 2025-2026 blev aftalepartierne enige om at afsætte midler til en pulje, der skal give civilsamfundsorganisationer mulighed for at søge støtte til at udbyde kurser og undervisning inden for beredskab og samfundssikkerhed med det formål at styrke opmærksomhed, tryghed og kriseparathed i befolkningen.
Den nye tilskudspulje til borgervendte kurser og undervisning om forberedelse på kriser udmønter i første omgang 6,5 mio. kr. i 2025.
Den første ansøgningsrunde er nu afsluttet. Styrelsen for Samfundssikkerhed har i alt modtaget 33 ansøgninger, og har behandlet ansøgningerne med udgangspunkt i vurderings- og prioriteringskriterierne fastlagt i ansøgningsvejledningen. På den baggrund udmøntes midler til følgende otte organisationer:
- Dansk Førstehjælpsråd
- Unge i Beredskabet
- Grønne Nabofællesskaber
- Diabetes Foreningen
- Hjernesagen
- Atlantsammenslutningen Danmark
- Dansk Flygtningehjælp
- SIND – Landsforeningen for psykisk sundhed
Direktør i Styrelsen for Samfundssikkerhed Laila Reenberg siger:
”Alle danskere har en vigtig rolle at spille i vores lands samlede beredskab. For jo bedre den enkelte agerer i en krise som f.eks. et landsdækkende strømnedbrud, jo bedre kommer vi igennem som samfund. Jeg er utrolig glad for, at vi har modtaget mange gode ansøgninger, og at så mange organisationer stiller op for at løfte opgaven med at uddanne danskerne til at blive bedre forberedt på kriser.”
I det nye år vil Styrelsen for Samfundssikkerhed åbne for ansøgning om yderligere midler fra puljen.
Læs mere om tilskudspuljen og ansøgningsforløbet på
www.samsik.dk/tilskudspuljer.