Gå til hovedindhold

Hvordan skiller du sandt fra falsk?

Kom og bliv klædt på til at genkende falsk og vildledende information og bliv bedre til at beskytte dig selv mod digital svindel. Cybersikkerhedsrådet og Styrelsen for Samfundssikkerhed (SAMSIK) inviterer til gratis misinformationsarrangementer i København, Aarhus, Aalborg og Odense.

Hvad er sandt, og hvad er falsk? Det kan være svært at vide, hvilke nyheder og informationer der er sande på sociale medier. Mellem lykønskninger og billedopslag af søde børn, kan du også finde falske opslag om kendte, der anbefaler produkter, og nyheder om politikere, der ikke er rigtige.

Det falske indhold kan være lavet af kriminelle, der vil franarre dig penge, eller af fremmede stater, der ønsker at skabe polarisering og mistillid i vores samfund for at fremme egne interesser.

I forbindelse med kommunal- og regionsrådsvalget 2025 sætter Cybersikkerhedsrådet og Styrelsen for Samfundssikkerhed fokus på misinformation som en udfordring for den enkelte dansker og for samfundets sammenhængskraft.

”Der er kræfter, som ønsker at skabe splid mellem os og ryste fundamentet under vores demokrati. Vi skal stå sammen og bekæmpe mis- og desinformation. Derfor er det rigtig godt, at Cybersikkerhedsrådet og Styrelsen for Samfundssikkerhed sætter lys på, hvordan vi skiller sandt fra falsk i den kommende valgkamp til kommunal- og regionsrådsvalgene”, siger Torsten Schack Pedersen (V), minister for samfundssikkerhed og beredskab.

Til arrangementerne kan du blive klogere på, hvordan du genkender falske og vildledende informationer og blive klædt på til at beskytte dig selv mod digital svindel og falsk indhold.

Program

  • Velkommen og moderering v. Cybersikkerhedsrådet
  • Digital økonomisk kriminalitet – når tabet er mere end penge v. Forbrugerrådet Tænk
  • Mis- og desinformation – en samfundstrussel v. Styrelsen for Samfundssikkerhed
  • Kunstig intelligens som virkemiddel til spredning af desinformation v. TjekDet

Arrangementerne afholdes i København, Århus, Aalborg og Odense. Det er gratis at deltage og det kræver ingen tilmelding – dørene lukker, når alle pladser er besat. Der bliver serveret sandwich og drikkevarer til de første hundrede.

  • 20. oktober kl. 18-20 på Rådhuset, København
  • 29. oktober kl. 18-20 på Dokk1, Aarhus
  • 3. november kl. 18-20 på Hovedbiblioteket, Aalborg
  • 4. november kl. 18-20 på Rådhuset, Odense

Arrangementet vil også blive tilgængeligt som webinar, som annonceres på www.samsik.dk.

Har du spørgsmål til arrangementet?