Gå til hovedindhold

Nu skal virksomheder i hele EU underrette om digitale sårbarheder i produkter

11. september 2026

Fra den 11. september i år skal virksomheder i EU indberette digitale sårbarheder og alvorlige it-sikkerhedshændelser i produkter med digitale elementer.

For at styrke cybersikkerheden på tværs af EU skal virksomheder, der producerer produkter med digitale elementer, fremover indberette digitale sårbarheder. De nye krav omfatter produkter, som er tilgængelige på det europæiske marked og kan være alt fra varmepumper eller køkkenudstyr, der kan gå på nettet, til software og hardware. Virksomheder skal indberette fra 11. september i år.

De nye krav kommer fra forordningen om cyberrobusthed (på engelsk Cyber Resilience Act). Det er en EU-forordning, der skal sikre produkter med digitale elementer over for cyberangreb.

Formålet med forordningen er at sikre forbrugere og virksomheder, der køber produkter med digitale elementer i EU. Med forordningen skal cybersikkerhed tænkes ind i hele produktets levetid – fra design, til det kommer på markedet og anvendes, og helt frem til det udfases.

Forordningen om cyberrobusthed er en del af EU’s bestræbelse på at styrke cybersikkerhed og modstandsdygtighed på tværs af EU-landene.

Fabrikanterne skal underrette den nationale CSIRT (Computer Security Incident Response Team) og ENISA (European Network and Information Security Agency) gennem en fælles platform.

Du kan læse mere om kravet til indberetning af sårbarheder og alvorlige hændelser på ENISA’s hjemmeside, hvor der også er et link til indberetningsplatformen:

Du kan også læse mere om forordningen om cyberrobusthed her på samsik.dk:


Pressekontakt i SAMSIK:
E: presse@samsik.dk eller T: +45 23 23 63 00 (hverdage 09-16 – kun journalistopkald – ikke sms)