Cybertruslen mod Danmark
25.11.2025
Trusselsvurderingen beskriver cybertruslen mod Danmark
Danmark står over for det mest alvorlige risiko- og trusselsbillede siden anden verdenskrig. Det gælder ikke mindst i forhold til truslen fra cyberangreb, som har været stigende siden Ruslands invasion af Ukraine i 2022. Cybertruslen mod Danmark er alvorlig. Danske myndigheder, virksomheder og borgere udsættes dagligt for cyberangreb. Angrebene kommer fra både statslige og ikke-statslige aktører.
Trusselsvurderingen Cybertruslen mod Danmark 2025 fastholder, at cybertruslen er blevet et grundvilkår. Derfor skal vi kende truslerne, så vi kan målrette vores indsats bedst muligt. Og selvom truslen i mange år har været alvorlig, ændrer den løbende karakter, ligesom hackerne hele tiden tager nye værktøjer og metoder i brug.