Skip to main content

Rådgivning om forsyningssikkerhed

Styrelsen for Samfundssikkerhed tilbyder rådgivning om forsyningssikkerhed til statslige myndigheder med ansvar for samfundets vigtige funktioner. Det gør vi for at styrke forsyningen af kritiske ressourcer og varer, så det danske samfund kan fungere og stå stærkere både til hverdag og under kriser.

SAMSIK kan hjælpe jer til at identificere jeres kritiske ressourcer, kortlægge forsyningskæder, analysere potentielle sårbarheder og udarbejde handleplaner. Kritiske ressourcer kan være mange forskellige ting alt efter, hvad myndigheden arbejder med. Det kan være alt lige fra vand, el og varme, til mikrochips, IT-systemer, medicin, fødevarer eller kompetencer.

Vi tilbyder rådgivning med udgangspunkt i en sårbarhedsanalyse enten i jeres organisation og processer eller i jeres kritiske ressourcer. Vi kan også tilrettelægge et skræddersyet rådgivningsforløb ud fra jeres behov.

Vores rådgivning er baseret på samarbejde og videndeling med forskningsverdenen, myndigheder og erhvervslivet.

Rådgivningen er alene et tilbud og er rettet mod myndighederne med ansvar for de vigtigste funktioner i samfundet. De enkelte myndigheder er selv ansvarlige for at sikre forsyningssikkerheden i egen sektor.

Kontakt

Repræsenterer du en myndighed eller en virksomhed, der varetager samfundskritiske funktioner, kan du kontakte Styrelsen for Samfundssikkerhed om rådgivning ved at skrive til:

raadgivning@samsik.dk

Rådgivningsforløb:
Organisation og processer

Dette forløb er til jer, som ønsker at fokusere på jeres processer vedrørende — og organisering af — jeres arbejde med forsyningssikkerhed.

Her hjælper vi jeres myndighed med at skabe overblik over de væsentligste sårbarheder i forhold til arbejdet med forsyningssikkerhed og mulighederne for at adressere disse.

Myndigheden opnår gennem forløbet:

  • En overordnet kortlægning af jeres væsentligste opgaver i relation til forsyningssikkerhed
  • At få identificeret og prioriteret væsentligste sårbarheder samt myndighedens evner til at adressere sårbarhederne
  • En sårbarhedsanalyse og udarbejdelse af handleplan
  • Øget bevidsthed og viden om forsyningssikkerhed

Rådgivningsforløb:
Kritiske ressourcer

I dette forløb hjælper vi jer med at skabe overblik over forsyningen af kritiske ressourcer i den sektor, hvor I har et ansvar.

Gennem indsamling og bearbejdning af data får I indsigt i de kritiske varer og services, der understøtter jeres samfundsvigtige funktioner, samt indblik i forsyningskæderne og potentielle sårbarheder.

Myndigheden opnår gennem forløbet:

  • Overblik over jeres samfundsvigtige funktioner samt kortlægning af kritiske ressourcer
  • Kortlægning af forsyningskæder og analyser af vareforsynings – og leverandørdata for kritiske ressourcer
  • En sårbarhedsanalyse af kritiske ressourcer og en handleplan
  • Overblik over hvilke varer og services der er kritiske
  • Større viden om sårbarheder i egne forsyningskæder