14. november 2025
Styrelsen for Samfundssikkerhed har i denne uge mødtes med Ukrainske myndigheder og civilsamfundsorganisationer i Kyiv. Som nyetableret styrelse var formålet med besøget at indlede et tæt samarbejde inden for samfundssikkerhed, herunder bl.a. kritisk infrastruktur, civilbeskyttelse og på cyber- og teleområdet.
Møderne med State Emergency Service of Ukraine (SESU) og Ukrainsk Røde Kors handlede om Ukraines erfaringer med overvågning af konkrete hændelser og indsatser samt deres løbende arbejde med at forbedre civilbeskyttelsen med fokus på beskyttelsesrum og sårbare borgere under Ruslands fuldskala invasion i Ukraine. Møderne omfattede også besøg ved beskyttelsesrum, herunder beskyttelsesrum for skoleelever og hospitalspatienter.
Mødet med State Service of Special Communications and Information Protection of Ukraine (SSSCIP) havde fokus på arbejdet med cybersikkerhed og beskyttelse af kritisk infrastruktur, hvor Styrelsen for Samfundssikkerhed berettede om Danmarks implementering af CER og NIS2 direktivet.
“Vores tid er nu” stod der på en plakat på banegården i Kyiv. Drøftelserne med ukrainske myndigheder viste med tydelighed, at ukrainerne har meget at være stolte af i deres kamp for frihed. Danmark har meget at lære af Ukraines vedholdenhed og innovative tilgang til samfundssikkerhed, som ukrainske myndigheder løbende tilpasser udviklingen i sikkerhedssituationen. Styrelsen for Samfundssikkerhed kan også give tilbage til ukrainske myndigheder bl.a. med rådgivning om CER og NIS2 direktivet, hvor Ukraine ønsker at være kompatibel.
Styrelsen for Samfundssikkerhed vil nu fortsætte det tætte samarbejde med ukrainske myndigheder med fokus på styrkelse af samfundssikkerhed i både Danmark og Ukraine.
Slava Ukraini!