Cybersikkerhedsrådet: Vi bør tage stilling til, hvad vi skal kunne selv
05.09.2025
Omdrejningspunktet for Cybersikkerhedsrådets femte møde var digital suverænitet. På dagsordenen var blandt andet sikkerhedspolitik.
Da Cybersikkerhedsrådets mødtes den 2. september 2025, satte Forsvarets Efterretningstjeneste scenen med en overflyvning over det seneste års udvikling i global sikkerhedspolitik, og hvordan dette påvirker Danmark.
Med dette afsæt dykkede rådet ned i dagens primære tema ”digital suverænitet” med bidrag fra en række oplægsholdere. Signe Ravn-Højgaard fra Tænketanken Digital Infrastruktur gæstede mødet for at give indblik i, hvor Danmark har og ikke har digital suverænitet. Herefter bidrog Tobias Liebetrau, lektor på Statskundskab på Københavns Universitet, med bud på områder, hvor man kan tage initiativer mod digital suverænitet.
På baggrund af disse bidrag drøftede rådet, hvad der ligger i begrebet digital suverænitet, og i hvilket omfang man ser et behov denne suverænitet. Rådet besluttede, at man vil udkomme med et holdningspapir herom.
På rådsmødet drøftede rådet desuden, hvordan det går med implementeringen af NIS2, aktiviteter i Cybersikkerhedspagten samt efterårsarrangementer, som rådet afholder.
Næste ordinære rådsmøde finder sted den 1. december 2025.