Gå til hovedindhold

Gode råd til mental trivsel i en urolig verden

Vi kan alle blive bekymrede i en urolig verden, hvor krig, naturkatastrofer og ulykker fylder omkring os. Bekymringerne kan være drænende og påvirke os mentalt.

Herunder kan du finde syv gode råd til, hvordan du kan styrke din mentale trivsel i en urolig tid.

1. Accepter bekymringer og begræns dem

Bekymringer er en måde, vi mennesker forholder os til usikkerhed på, og det er normalt at blive bekymret, bange eller føle sig afmægtig, når verden er urolig. Målet er ikke at fjerne følelserne, men at give dem den rette plads. Del dine bekymringer med andre, skriv dem ned, og afsæt begrænset tid til dem, da ikke alle bekymringer kan løses.

2. Ret opmærksomheden mod det, du kan påvirke

Når verden virker uoverskuelig, hjælper det at skelne mellem det, du kan gøre noget ved, og det du ikke kan kontrollere. Brug energien, hvor du føler, at du kan handle – hvad enten det er at støtte en sag, hjælpe andre eller skabe tryghed i din egen hverdag.

3. Hold fast i rutiner, søvn, kost og motion

Krop og sind hænger sammen, og en form for fast rytme i hverdagen kan gøre det lettere at bevare overblikket, når alt andet føles uforudsigeligt. Derudover er søvn, kost og daglig bevægelse vigtigt for at bevare og styrke vores mentale sundhed.

4. Begræns nyhedsstrømmen

Det er vigtigt at være orienteret, men konstant eksponering for foruroligende nyheder kan øge uro, stress og magtesløshed. Vælg derfor bevidst, hvornår og hvor ofte du følger nyhederne, og brug troværdige kilder. Giv også dig selv pauser fra nyhedsstrømmen.

5. Plej dine relationer

Vi bliver mere modstandsdygtige, når vi står sammen med andre. Tal med familie, venner og kolleger om det, der fylder og vær nysgerrig på, hvordan de har det. Fællesskaber giver både perspektiv, støtte og håb.

6. Gør noget, der giver mening

Mening og formål er vigtige kilder til mental sundhed. Brug derfor tid på aktiviteter, hvor du oplever glæde, at bidrage, at udvikle dig eller at gøre en forskel. Det kan være i familien, på arbejdet, i en forening eller som frivillig.

7. Vær god ved dig selv

I svære perioder er vi ofte hårdere ved os selv end nødvendigt. Vi bebrejder måske os selv for ikke at reagere ”rigtigt” eller for stadig at bekymre os. Prøv i stedet at møde dig selv, som du ville møde en god ven. Vis forståelse for, at reaktionerne er normale – og uden krav om at skulle håndtere det hele perfekt.

Rådene er udarbejdet i samarbejde med:
Psykiatrifonden